Rejsen med Den Trans Sibiriske Jernbane

Olga vil jeg kalde hende - den 'mandhaftige' russiske kvinde, der serverede alle måltiderne for os, i den rullende restaurant på den Trans Sibiriske Jernbane.

En strækning på tusindvis af kilometer - en rejse gennem Rusland i 7 døgn og 7 tidszoner. 25-30 togstammer tror jeg - Opdelt, gud ske lov, tydeligt i kinesisk og russiskbemandet vogne.

Fra vores cupé - den kinesiske - blev der holdt pinligt rent, af den lille smilende kinesiske konduktør, som fyldte hver cupés samovar med varmt vand, uanede antal gange om dagen til te og kaffe, og ellers altid stod med en fejekost eller rengøringsspand, og fjernede småsmuds fra gulv. Derfra skulle vi i gennem 2 russiske vogne, for at komme til den rullende restaurant. Hvilket var en øvelse hver gang, i at holde vejret, så længe som muligt.

For, Yderst forskelligt fra vores renskuret cupé, måtte vi nemlig gennem en ubeskrivelig stank, der hang tungt i luften af mennesker og dyr - ja i en stor pærevælling i de overfyldte cupéer, hvor de Russiske arbejdere, deres børn og gamle, geder, høns, ænder og andet levende husdyr, som de sov og spiste deres medbragte mad sammen med (vi så dem aldrig i spisevognen), og hvor vinduerne aldrig var lukket op, af uforståelig grund. Ingen rengøring her, hverken i cupéerne, gangarealer eller toiletterne for den sags skyld.

Nogle gange lykkes det, kun at behøve at trække vejret et par gange via munden - for næseborene havde vi tillukket hermetisk undervejs for at slippe for den værste brækfornemmelse. Øvelse gør mester - og noget vi måtte gøre stor tiltag, som forberedelse til, at løbe i gennem disse togstammer, når sulten overmanede ubehaget ved disse daglige forhindringsløb, der kun blev værre som dagene gik.

Men når vi så endelig havde nået målet, så var vi i Olga's trygge favn og fast rutine - Stor, mandhaftig kvinde, med overskæg, og ben der mere lignede træstammer, trukket over med tyk hudfarvet strømpebukser, der ålede ned af benene. Og snegletykke sorte streger over øjenlåget og bryn, samt læbestift der gjorde, de alt for tykke læber endnu grovere end de var. Hun var så 'grim', at hun var ganske charmerende på sin egen måde :-)

Intet smil viste hun nogen sinde - selv om vi en gruppe på 4 venner, ihærdigt forsøgte, med alt hvad vi havde lært af charme offensiv. Men den russiske mandhaftighed, omend forsøgt ihærdigt skjult bag de overdreven 'make-up' lag, kunne ingen af os trænge i gennem. Så vi nøjes til sidst med blot at iagttage hende, mens hun med stenansigt, serverede for os ugen i gennem.

Ikke mange ord blev således udvekslet med vores faste servitrice - kun hurtige gennemtrængende nik og blik - enten, at det der var på menukortet var at skaffe den dag - eller et forståeligt NJET! når vi bad om noget, der var udgået.

De første 2-3 dage var vi heldige, at kunne bestille en rimelig fin og ganske billig champagne til middag - sammen med, efter danske målestok lige så rimelig betalbar ægte russiske kaviar. Begge dele, vi tilrådeligt havde fået at vide af en anden rejsevant, at bestille de første dage - de bedste ting først - fordi de uundgåeligt ville slippe op undervejs, og så vil der kun være BORSCH tilbage - russisk rødbedesuppe - uanset hvad vi bestilte - hvilket var helt korrekt :-)

Men uanfægtet dette faktum - kom hun, OLGA, og gav os ganske mekanisk menukortet til frokost og middag, og lige så mekanisk sagde NJET til det meste - indtil vi ramte ordet BORSCH, som hun griflede omstændigt ned på sin bestillingsblok :-)

Dette spil gentog sig 3 gange om dagen ugen ud - og blev til en rutinemæssigt leg, vi så frem til at få gentaget ... ja ja, man tildrager sig vaner *G* :-)

Og undervejs - ja så var der jo de 3-4 stops om dagen - hvor vi hvergang sprang ud af toget, for at røre vores ellers nu vante stive krop, der for hver dag vænnede sig til at sidde stille i mange timer, mens udsigten skiftede fra endeløse strækning af birketræer, og store vidder af mestens dels ubeboet og mennesketomme storslået skiftende landskab, uden at gøre modstand. Snak med medpassagerer. Bl.a. 2 søde Canadiske par, kom vi straks på god fod med. De russiske folk forbliv i deres odeurefyldte kupeer - endnu mere hjemmevant, til at holde sig i ro, og leve med stanken uden besvær!

Sjovt nok registrerede vi også, at jernbanefolkene på strækningen var i overtal ualmindelig mandhaftige kvinder - der slid med tungt jernbane arbejde, som ingen i DK ville røre, med mindre der var store kraftige maskiner, til at udføre samme stykke arbejde.

Fra de vidtstrakte landskab gennem Rusland og Mongoliet, kom vi så endelig frem til Peking den 7. dag. Fra ualmindelig trøstesløse ensomme stationer og stenede russiske jernbanearbejdere vi også havde passeret - til et festfyrværkeri af kulørte lys, og overstøjende kinesisk musik i højtaleren, som kontrastfyldt provokerende overgang.

Og, ja den smilende kinesiske konduktør, gav vi som afsked en lille lejetøjsmus, der kunne trækkes op, så den for i gennem gangen, mens den slog med sin lille hale - og som hver gang vi tog den frem, fik et hjerteligt grin og begejstret klappen på hænder fra manden. Bukkende og generet modtog han vores gave - viste billede af sin lille søn som helt sikker skulle ha den - nu hvor hans rejse, også var endt for denne gang!

Ingen af timerne i de dage var kedsommelige, uanset den rutinepræget opdeling, der også blev en del af vores ugelange togtur. En halv dag, hvor man f.eks. kører i fuld fart forbi den samme sø, og stadig ikke kan se enden på søbredden, siger bare lidt om de kæmpemæssige afstande og storslåethed, der umuligt kan gengives i hel størrelse; Håbløst med foto eller med ord, der bare nærmer sig det fortjente. Det skal simpelt hen opleves, før man forstår.

Og vores var kun lige begyndt, Fra starten med nogle dages ophold i Moskva, og 7 dages Trans Sibirisk Jernbanerejse med første stop i Peking, der skulle ende i Bangkok, når 2 mdr. gennem Kina's endnu tusinder af km. havde over mættet os med indtryk af enhver slags :-)