Mexico med Hopper's øjne
Afledt af en debat om 'kunst' - så kom jeg i tanke om en god oplevelse, der gav association til en amerikansk kunstner Edward Hopper og hans samtidskunst.
Og faktisk helt i Hopper's ånd - så kan jeg ikke huske præcist hvor - men et sted i det sydelige Mexico - en lille ubetydelig flække, som kunne være hvor som helst.
*bare et sted* hvor jeg var på gennemrejse.
Jeg var der sammen med en veninde - en billedkunstner, som jeg rejste den sydeligs te del af Mexico tyndt med.
Og en dag sad vi der på verandaen - på en beskeden og særpræget café med udsigt over til en 'håbløs' forfalden bilværksted lige overfor.
Indenfor var der mørkt - en gammel café, der bar præg af menneskers kommen og gåen i årevis, uden særlig forandring. Sjove masker, udstoppet dyr, trommer og huder hang der på væggene. Borde og bænke, i groft tømret planker, der var mørke og blanke af menneskers brug gennem årene.
Vi satte os på verandaen - som eneste gæster, tidligt på morgenstunden som vi ankom. Tiden stod stille der - at man kunne mærke den. Tiden altså - der slog langsomt og dovent, uden at ane hvilket år eller tidspunkt det var. Det kunne ha været når som helst på morgenen som gik over til dag - og kun solens ligeså langsomme bevægelse på himlen fortalte os at dagen gik.
Vi var der i starten af 90'erne - men udsigten vi så ,var som fra en dokumentarfilm fra 50érne eller 60érne. Præcis som de typiske malerier Hopper så glimrende har skildret med sine neon-kolde gengivelse af noget Trøstesløst, ensomt, melankolsk.
Vi havde masser af tid - vores krop ligeså indstillet på at være der - så længe det ville vare - uden begyndelse - uden slutning. Vores dag gik, helt som den selv ville.
Og sådan føltes og synes den ensomme gade vi så.
Overfor var der et forladt bilværksted, med de typisk afskaldede tyrkisgrønne mure.
Lidt affald hist og pist, sammen med de efterladte bildele m.m. fra værkstedet. En gadehund der strejfede omkring. Ikke just et 'kønt' udsigt. Men perfekt for den 'scene' vi var vidne til.
Af og til dukkede en ramponeret amerikansk bil rullende forbi på den uasfalteret vej- biler der forlængst var kasseret af forbrugs Amerika og var endt her - disse rustne 60ér biler, og levede deres sidste liv og passede perfekt til omgivelserne lige her .... langsomt kom de rullende- og lige pludselig var de væk - så ubetydelig som de kom.
Af og til dukkede også et menneske eller to op - de lige så annonyme og tavse og til syneladende uden mål. De kom og de forsvandt som om de aldrig havde været der.
Min veninde og jeg var 'fortryllet' af stemningen. . Og jeg husker vi begge talte sagte om at 'ja men det er jo et maleri af Hopper vi ser her og er en del af!
Og ellers lod vi vær at tale, for ikke at komme til at 'forstyrre' denne intensitet af vibrerende men stille 'scene' der foregik for øjnene af os.
Tavst sad vi der i adskillige timer- fortryllet som vi var og enige om - at dette sted glemmer vi aldrig, som en fantastisk 'once-in.-a-life-time' oplevelse vi delte.
Tænk at være inde i et 'levende' billede af HOPPER!!!!
Jeg aner ikke i dag - hvor vi lige tog hen bagefter - vi var på vej - fra et punkt til andet. Ubetydelige væsner på gennemrejse i Mexico, efter en særlig oplevelse, der for evigt vil kunne bringes frem fra mine erindringer - lige så 'levende' som dengang !
EDWARD HOPPER:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar