Jeg så for et pr. måneder siden en dokumentarisk udsendelse, om en vietnamesisk kvinde, der var med i en af de mange flygtningebåde - og var en af de 'heldige' der endelig blev reddet sammen med hendes søn og andre af hendes med-flygtninge, efter at ha drevet rundt på båden i det åbne hav i ca. 30 dage, og efter redningen og de rædselsfuld oplevelser i flygtningebåden hun oplevede, har lykkes at kunnet skabe et godt liv for sig selv og hendes søn efterfølgende i USA.
I 'hendes' flygtningebåd, havde de flere kritiske hændelser, og hun og hendes barn overlevede bl.a. ved, at hun sørgede for at hendes søn fik den beskedne mængde væske der var ombord til deling, mens hun selv nøjes med at drikke af hans urin.
oveni alt andet (hurdles og uheld under den farlige sejlads), og efter ugevis at drive rundt på det åbne hav, havde bådflygtningene den ekstra 'oplevelse' endelig at komme tæt på en amerikansk marine, - der ikke tog dem op, fordi skibet var på en krigsmission , og kaptajnen besluttede ikke at samle dem op, (dog først at ha givet dem lidt 'leftovers' fra deres middag) , velvidende at flygtningebåden derefter blev overladt til deres egen videre håbløse skæbne - hvilket kun kunne være til den visse død.
flygtningene blev dog endelig reddet - ikke af amerikanerne, der altså lod dem sejle deres egen sø, i bogstaveligste forstand, men fordi nogle fattige fiskere fra Filippinerne (mener jeg) efterfølgende fik øje på dem, trak dem i land og gav dem mad og forplejning.
På det tidspunkt var bådflygtningene nået så langt ud, at de måtte overleve ved kannibalisme, ( de måtte spise de mennesker, der undervejs døde på båden, en efter en af udmattelse, sult og tørst, for selv at overleve som eneste mulighed)
i udsendelsen blev det muligt for kvinden, at få nogle af de oplevelser afrundet, som synes at være særlig svær for hende at komme kvit - særligt kunne jeg fornemme, at følelsen af at blive svigtet så grusomt af den amerikanske marine og dens besætning, der ikke tog dem op, da de ellers endelig så sidste gran af håb i mødet med dem ....
at den følelse og oplevelse af kynisme i sin yderste væsen hun var vidne til, havde brændt sig fast hos hende, som noget af det mest grusommeste oplevelse, hun havde sværeste ved at få lagt bag sig, og mindst lige så stærk, og rædselsfuldt oplevelse, som det, at hun blev tvunget til at sluge menneskekød for overhovedet at holde sig i live.
en fra den amerikanske besætning fortalte ligeledes om hans tunge samvittighed omkring at ha været vidne til samme hændelse. Han fortalte om noget af det han selv huskede, som han ikke har kunnet slippe lige siden, f.eks. at nogle af bådflygtningene forsøgte i disparation, alligevel at svømme hen til marinen, og en var så afkræftet, at han undervejs druknede for øjnene af dem, uden at nogen gjorde noget.
Han selv fik endelig gjort op med hans egen dårlige samvittighed over hændelsen, og fik lejlighed til at møde kvinden, ... fik sagt undskyld og fik sagt alt det der sidenhen nagende har forfulgt ham i hans egen medmenneskelige samvittighed
kvinden, hendes søn og den tidligere navy-soldat fik talt ud - hvilket synes at medvirke til at sætte et stort punktum for noget der ellers blev ved at være uafsluttet ...
Verden og mennesker kan være grusomme, og kynisme så isnende skarp og nådesløs, at den vil skære sig ind til hjertet, og ar et sjældent vil heles helt ....
accept & tilgivelse trods alt ........ dyb og smuk.... når det også kan ske !
...............
Og så mener jeg i øvrigt, at have håbet om redning, og så miste det håb igen...
det er det, der knækker mennesker - ikke alle de hurdles man måtte gennemleve, mens man trods alt kæmper for f.eks. at gør sit til, at redde livet i selve processen.... for så er man 'i gang' og har heller ikke kræfter tilovers, til at reflektere over den håbløse situation, end at kæmpe til man ikke kan længere.
... det er når man står i situationenen, at føle det sidste halmstrå knække, at man selv knækker.... tror jeg
... og nok også er det hårdeste man kan opleve.
følelsen af bitterhed kommer meget nemt der, og kan føles endnu værre og endnu sværere at slippe igen ..... end selve kampen om overlevelse.
...
I hele denne sag, er det jo i øvrigt ikke marinesoldaten's (eller de andre besætningsmedlemmer) 'skyld' ....
han og andre var jo underlagt kaptajnens beslutning - og kaptajnen havde, som marinesoldaten fortalte - nok noget med fra 'Vietnamkrigen som han også gik og bar rundt med, i hans egenhændige beslutning overfor besætningen, om ikke at redde dem, selv om han godt havde kunnet - hvis han ville ....
under alle omstændigheder, fik kvinden jo 'materialiseret hendes uafgjorte følelse omkring et medmenneskelig svigt, ved at få personificeret denne følelse i marinesoldatens eksistens - uden at hun i øvrigt gav ham 'skylden' .... det var selve situationen og oplevelsen hun havde båret rundt på efterfølgende, der var godt at få afsluttet.
At de begge havde brug for at få den oplevelse 'lukket' var der ingen tvivl om - og han takkede i øvrigt for, at de kunne 'skilles' efter mødet, ikke blot med at få tilgivelse, men også som venner!
hvilket er endnu mere beundringsværdigt.
............
Derudover tænker jeg, at når jeg kikker på den verden vi lever i og sætte historien i relief til mange andre ting,
Så det at lige fra små personlige oplevelser med at blive såret, og/eller er den der bringer/skaber sår hos andre, mere eller mindre bevidst , til krige blandt lande, der kan gi grobund for generationers had til hinanden ... er ikke 'bare' at sige man tilgiver, og så sige at alt er godt efterfølgende.
...tilgivelse skal komme fra hjertet - og ikke for at 'opnå' noget til gengæld som gevinds t. Som kærlighed er tilgivelsen ikke noget man kan 'handles om'.
Den er eller ikke - renset for 'betingelser og modkrav' og en gave i sig selv.
Det interessante er jo, at man oplever ... når man ellers magter at kunne tilgive, på trods af selv det mest utilgivelig, som mødet med den mest ubærlig kynisme....
så forløser det ikke blot, alt man har haft i klemme hos et andet menneske eller lande man har ført krig med,,,,
men man forløser forbløffende en masse hos sig selv :
og efter min opfattelse og erfaring:
Er det en fantastisk forløsning af en masse ENERGIER, som man så kan bruge på andet, der er meget mere konstruktivt,
Så ... Selv om det ofte kan kræve nærmest umenneskelige indre kræfter, til at mane sig op til at VILLE tilgive - uanset for hvad, eller overfor hvem det måtte være
(for jeg tror meget af bindingen ligger i, ikke at turde gi slip på ens indestængte følelser, også uanset hvor ubehagelige de er )
- og man BINDER reelt sig selv i, ikke at kunne 'komme videre' ved at holde krampagtigt fast ved dem .........
(selv negative følelser kan man faktisk lulle sig ind som en form for kendt (falsk)tryghed ... at man for enhver pris gerne forsøger at holde fast ved det ...... hvis I kan følge min tankegang )
kan man få øje på denne sammenhæng og paradoks - så tror jeg godt, at langt flere - både som enkeltperson og som hele folkefærd, også langt bedre KAN se det indlysende gode formål i netop at kunne gi slip og tilgive .... ... ikke bare for den eller dem man tilgiver, men særdeles for en selv og ens egen sjælefred og fremadrettet syn på mange ting.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar