Jeg har respekt for livet, derfor også for døden.
Faktisk tryg ved tanken, at mit liv får en slutning en dag.
Lyder pardoksalt - for jeg ELSKER livet og nyder det. Jeg vil ha så meget ud af det som muligt - så længe jeg lever. Men viden om, at det får en ende - ja, måske det er medvirkende til, at jeg nyder livet så meget mere.
Jeg har aldrig været bange for døden. Ej heller for modgang af nogen art.
Begge dele - medgang og modgang - har jeg set i øjnene mange gange efterhånden.
Jeg er "tryg" ved dem - som jeg er tryg ved, at intet kan få mig til at flygte fra noget.
Jeg er til konfrontation Et handlingsmenneske.
Jeg vil se tingene i øjnene. Jeg vil være bevidst om mit eget liv. Bære eller briste.
Jeg har allerede haft et rigt liv - fyldt med eventyr, gode minder, nok til et helt liv
Måske også derfor er jeg tryg ved døden. Alt det jeg har oplevet, gennemlevet, forsøgt, kæmpet for og med har jeg ingen fortrydelse overfor. Jeg har set dem alle i øjnene og dermed bevidst om dem alle.
Angsten kom heller ikke snigende ind, da jeg selv fik børn.
Det burde den måske - for de er det dyrebareste jeg nogen sinde har ´´ejet´´, og de er endda kun til låns.
De eneste jeg kan efterlade på denne jord - med stolthed.
Jeg håber selvfølgelig, at kunne følge så meget af deres liv som muligt - sådan på sidelinje, jo ældre de bliver. Egoistisk rart at vide, at mit liv får en forlænget arm - pga. dem. Men jeg ved, at mine børn er rustet nok til at klare sig selv, allerede nu, uden mig - hvis osv.....
Det er en god fornemmelse at ha' - og døden skræmmer mig derfor ikke - kun hvis jeg ender som en grøntsag - mentalt som fysisk gået i stå.
Så skal der øjeblikkeligt slukkes, lukkes og siges farvel og tak! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar