Reflektioner

Er Vreden altid en negativ reaktion?

Vreden bliver her oftest opfattet, som en negativ reaktion, som man helst skal undgå og kontrollere.

Vreden opfatter jeg egentlig ikke uønsket eller uklædelig - men ligeså naturlig ting, som at vise glæde, sorg, begejstring etc.. Signaler, som vi alle har behov for, at give som modtage.

Når man udtrykker vrede - så viser man også interesse, og lysten til kontakt. Altså interesse for, at opretholde kontakt og initiativ til at forholde sig til noget, som man ikke vil accepterer, ikke forstår osv. Man viser hvor man er, for at få en reaktion. Man viser hvad man føler, for at nå frem til en forståelse, accept, en løsning.

Resignation derimod, som også kan komme som udtryk i situationer, hvor man føler vrede, opfatter jeg derimod som dobbeltnegation, og en sidste udvejs metode til, blot af få etableret, en slags status quo situation.
I resignation viser man, at mulighed for kontakt er stoppet, - man vender ryggen til, og ingen af parter kommer derfor nogen vegne - hverken positivt eller negativt.

For mig er det absolut den den mest "fysisk som psykisk"belastende reaktion man kan udvise - en sidste udvej - både for den der udviser den, som for modtageren af sådan en reaktion. I resignation viser man, at man har opgivet, af den ene eller den anden grund.
...........

20-11-2006
Om tro eller ej

Jeg er agnostiker, tror hverken på om der eksisterer Gud (kald ham hvad man vil: Gud, Buddha, Muhammad ), ej heller om der ikke gør.

Men det holder mig dog ikke fra, at gøre nogle tanker omkring det.

Angsten for det "fremmede" og den indflydelse, som det fører med sig for os alle, på den ene eller den anden måde, specielt fra de muslimske lande - er i hvertfald noget, ingen kan lade være med at lade upåvirket hen.

Det er bliv et en del af vores hverdag - som vi er tvunget til at forholde os til. Om vi vil det eller ej.
...............

Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen tilfælde, hvor religion i dens korstog, har bragt noget som helst godt med sig. Set i historisk perspektiv, har hverken kristne eller muslimer f.eks., holdt eller holder sig tilbage i, at ville "pådutte" andre deres egen tro, som værende det enegyldig og rigtige.

Ingen af trosretninger har i gennem tiderne, gjort meget andet, end at ville overbevise og omvende andre, på en hver tænkelig måde - med krig, død og ødelæggelser for millioner uskyldige mennesker, der "bare" har ønsket at leve i fred og fred sommelighed.

Dog - af det lidt jeg kender til Østens trosretninger : buddhismen & maoismen f.eks. , er troen baseret i kort træk, på "at vende indad" - om at finde den indre fred og harmoni - i respekt og sameksistens for alt hvad der er levende i sine omgivelser. og ikke mindst holder sig fra, at ville overbevise, eller at ville pådutte andre ens egen tro , med mindre personen, selv ønsker og søger det.

Set med ovenstående tankegang , og set i relation til tro, som det overordnet, hvor kernen må være KÆRLIGHED og "det gode" som Gud/Buddha/Allah - ligegyldigt hvad man vil kalde sin Gud, og det, han formaner til menneskeheden, som retningslinje for menneskets eksistens på jorden....så finder jeg langt større sympati og forståelse for den tankegang, fjernøstens trosretninger tolker, og tager til sig, i den måde de forholder sig til deres tro, end det som de kristne og muslimer står for.

Jeg kan i hvertfald ikke se en logik i at kærlighed = at bekrige hinanden på enhver tænkelig måde.
................

Og er det ikke der vi egentlig står ?

Evig tilbagevenden spørgsmål om hvem der har ret? (vi har ret, og 'de andre' uret)
spørgsmålet hvem der med alle midler, bedst forsøger at tromle hinanden ned?
Spørgsmålet der får alle sindene i krog?


At det er det, der skaber angsten, utrygheden, fremmedfjenskheden, mistilliden?
...........

Burde spørgsmålet ikke hellere være:

Hvordan lærer begge parter, at leve i sameksistens, uden at gøre det til et spørgsmål om hvem der mest har ret til at sige at andre har uret?

Hvordan lærer vi og de - altså os alle sammen - , at man godt kan have divergerende tro om politik, religion etc.etc. - UDEN, at det skal gå ud over sameksistens?

Hvordan lærer vi at forstå, at alle mennesker har lige stor værdi - uanset race, religion og politisk overbevisning?
..............

Er det for naivt at stille disse spørgsmål? og så gribe sagen an derfra, som det overordnet , i forsøg på at finde løsningsmodeller og holdningsændring, der er til gavn for alle jordens befolkning?

eller er jeg helt galt afmarcheret ?




Samtalekøkken!
31-10-2006 - 08:26

Som ps. til min blog om Sensuel mad....

- Undrer mig over hvad meningen er:

Når man bruger formuer, og ofte lånte penge på, at få lavet det ultimative samtalekøkken med alskens tekniske udstyr, som om man skal starte en gourmet køkken af ypperste Michelin-klasse.

-Og det så viser sig, at den sidste nye model af multi-ovnen, kun bliver tændt, når den dybfrosne tilbudspizza bliver optøet og varmet.

-Og man "hysterisk" helst ikke røre på de spejlblanke køkkenbordsoverflade, med mindre man har en klud i den anden hånd, så pletten straks kan tøres af.

Undrer mig såre over, at der findes noget der hedder lørdagskylling - når man har en dyr knivblok stående fremme med udstyr, der kan klare at partere en ko, og som kan gøre enhver slagter misundelig.

Eller at der står en tyrkis farvet saftevand i køleskabet, - når multimaskinen står skindende fremme, og kan presse en frisk appelsin, så let som ingen ting.

Det undrer mig i det hele taget, at det hedder samtalekøkken - når ingen har tid til at samles om et måltid alligevel.
.
Undrer mig, når jeg så samtidig tænker f.eks. på det italienske basic køkken og den holdning man har til mad. Hvor vigtigheden og rigdom er i det basale og jordnære - Maden, tilberedningen, samværet før, under og efter et måltid.

Fra den hyggelige sludre på torvet, hvor grøntsagerne bliver valgt med omhu - og hvor en enkel solmoden tomat ophøjes til en himmerisk mundfuld, bare ved at tilføje en håndfuld basilikum, friskreven parmesan og dagfrisk bøffelmozarella! Hvor vigtigheden og det interessante er at vide, om Parmesanen har lagret i 2 eller 3 år. Hvor vigtigheden er om olivenolien kommer fra den eller den olivenlund. Fordi jeg nu engang har en passion for mad, og derfor godt kan lide at vide noget om det, og gå ned i små nuancer og detaljer.


Løs slupenhed i jordnær enkelthed, men også fordybelse i det basale, giver en "rigdom" i ordets bedste forstand. - Det giver i hvertfald mening for mig. Jeg behøver ikke nogen "samtalekøkken" - samtalerne og samværet kommer helt af sig selv :-)