søndag den 9. maj 2010

Grand Canyon & David Hockney



Igen var det kunsten, der gav mig et glædeligt 'gensyn', med en af mine mange rejseoplevelser.

For nogle uger siden var jeg med mine børn på Louisiana, for at se særudstillingen med Cézanne & Giacometti. En herlig oplevelse i sig selv, også da børnene blev inspireret efter udstillingen, at tilbringe efterfølgende et par timer på 'værkstedet' - for selv at kaste sig ud i skabertrang :-)

Og bag efter gik vi rundt - for at få nogle enkelte gensynsglimt, før vi skulle hjemad igen.

Og så kom overraskelsen - der glædede mig ekstraordinært ved dette besøg:

Et gensyn med David Hockney's ’A Closer Grand Canyon', som siden vores sidste visit, var blevet en del af den permanente samling på Louisiana.

Det retrospektiv udstilling med David Hockney, så jeg nemlig også for en 6-7 år siden - og der, nærmest blev 'slået bagud' af det syn, der mødte mig :

Det imponerende maleri, der skildrer Grand Canyon s 'fantasi- farve-impression' ,der ikke kan synes være'muligt' - med mindre man, som jeg heldige asen, havde set naturens vidunder ved selvsyn, for endnu længere tilbage i årene.

Lige så åndeløs måbende taknemmelighed over, at sådan en storslået natur fantes, der ved mit første 'møde' med Grand Canyon's åbenbaring - lige så stor åndeløshed, følte jeg for det mesterlige maleri, som David Hockney havde formået at få frem.

Jeg havde ingen planer, da jeg kom til Grand Canyon, anede faktisk ikke hvad jeg skulle møde, og ingen forudgående forventninger overhovedet. Jeg blev 'stum'! ganske enkelt, og blev der i ca. 3 dage, før jeg kunne løsrive mig fra stedet igen.

En af dagene blev brugt på, at vandre ned til floden, der oppefra 'kun' synes som et smalt vandløb men ganske bred og og overraskende iskold - selv om det var flimrende hed sommer . Via oprindelige dyr-stier, der har eksisteret i tusindvis af år, begav jeg mig på vandringen fra tidlig morgenstund. En rask dags tid tager det, at komme ned og op igen - og undervejs husker jeg en lille detalje, at mens jeg tog en kort pause på strækningen, at en lille sommerfugl satte sig på min hånd - slikkede solskin der, pudsede sig og tog et længere hvil - indtil den fløj videre på sin færd.

Ud over det, passerede jeg ganske få andre på samme vandring - ellers havde jeg det hele for mig selv.

Ved Canyons bund, drak jeg lidt af den iskolde flod, - nu ganske bred, og med kraftig strøm, der piskede vandet af sted i rask fart. Forsøgte at fornemme 'ånden' fra dengang, da det var Indianernes fredfyldte land. Husker, at jeg der følte, at kunne mærke livet fra fjern fortid, mens det stadig var Indianernes 'hjem' - så for mig deres 'oase', med spredte telte og åbne ildsteder - børn der hyggede sig, i pagt med naturen, og i al dens egen naturlig hvilende balance. Et jordisk paradis!

Vel oppe igen tilbage til udgangspunktet, og lige netop der, så jeg en solnedgangen over Grand Canyon der bredte sig- med det lys og farver, der mættede hele dette fantastiske landskab den aften - præcis som jeg husker, og som David Hockney fik genopvagt fra min hukommelse, med et splitsekund!

................

Maleriet er stort - og fortjener at blive set i dets enorme størrelse - og kun yderst 'fattigt' gengivet her, som en nødløsning der fortjener langt bedre!

Men måske det inspirerer andre til at se det, nu hvor det hænger permanent på Louisiana - en af de bedste scoop museet har præsteret - bestemt ikke så ringe! (efter min mening) :-)


http://www.nga.gov.au/Hockney/index.cfm

Ingen kommentarer:

Send en kommentar